En stor sav til en lille start. På noget stort! Velkommen til tour de jukeboxmania!

Den amerikanske countrysanger Willie Nelson sagde en gang: “Ninety-nine percent of the world´s lovers are not with their first choice. That´s what makes the jukebox play.” Det er dog ikke, hvad der fik min hjemmebyggede jukebox til at spille. Det krævede splinter i fingrene, røde øjne efter intens internetresearch og en far med værksted og sløjd-skills. Her følger en fotoprotokol over le création!

Boxen til juken består af MDF plader med vandafvisende overfladebehandling. Den hvide overflade giver et godt neutralt og minimalistisk design, og så gør den ølpletter nemmere at håndtere. MDF kan være lidt svært at arbejde med fordi det kan splintre, når man saver og borer i det. Det er stadigvæk det bedste trævalg grundet dets styrke og overflade. Ovenover er der skåret ud til skærm og forstærker.

Jeg ville have en skjult låge i til keyboard og mus. Hjernen i jukeboxen er en minipc fra Lenovo, så for at lette alt arbejdet med den, havde jeg brug for mere end skærmen med touchscreen funktionalitet. Glemte jeg at nævne at skærmen er en 23″ touch-screens fladskærm?! Oh yeah.

Man skal jo måle. Det skal man. En blyant kækt på skrå bag øret viser medlemskab af den hemmelige forening af byg-selv entusiaster. Her har vi skåret sider, bund, top og bærende midterhylde ud og sat op for kontrol. Bemærk  hullerne i top og bund. Det er til passiv afkøling. Læg også mærke til hullerne i midterhylden. Det er til ledninger og strips til al elektronikken. De to huller i hver af siderne er til at tænde henholdsvis computer og skærm. Lesson learned. Huller er vigtige.

Så er bund, top og sider monteret med skruer og trælim. Vi har sænket skruerne for at bedre kunne skjule dem på sigt. Also – det ser godt ud.

 Bagsiden af kræet. Bemærk midterste hul forneden. Det er udgang til strøm og højtalerkabler.

Så er lågen monteret.

 Den er stort set skjult, når den er lukket. Et hemmeligt rum! Fedt.

For at holde skærmen i spænd har vi monteret træstykker, der perfekt presser på alle sider af skærmen. Og for at dobbeltsikre den, så skal de to metalbeslag på billedet skrues fast ned mod den. Uden skruer i skærmen selvfølgelig. Næste foto forklarer det nok bedst.

Så er det indre af juken fyldt op med elektronik og spændt op til masser af larm! Strips er fantastiske til det. De er blevet brugt til både at holde forstærker, computer, strømfordeler og strømforsyning på plads. De bliver også brugt til at samle ledningerne. Tætpakket og professionelt.

Sådan ser den ud. Smukt! Er jeg den eneste, der gør honnør?!

Her er bagsiden af guldmedaljen.

Jukebox in full effect! Læg mærke til kabelbakken, der skjuler strømledning og højtalerkablerne godt. Der er også sat skrueskjulere på for det æstetiske indtryk. På sigt overvejer jeg at sætte noget vinylklæb på. Det vil give en hel ensartet overflade. Alternativt kan man lave sine egne megaklistermærker på Silvans hjemmeside. Så kunne den fx få et sejt steampunk design.

Her er kræet i tekniker-mode. Keyboardet er sat fast med velcrotape, så det hænger bare fast på indersiden af lågen. Jeg kører Albumplayer som mit DJ program. Det har et hav af muligheder og fede funktioner. Det viser dit musikbibliotek med albumcovers og har en playliste i venstre side. Med touchscreen trækker man bare numre over i playlisten. Der er ikke noget behov for at bruge tastetur eller mus. Albumplayer checker selv på nettet for de rigtige covers og sangtitler. Programmet har derudover en partymode, der låser en masse knapper og gør det umuligt at sprænge over andres udvalgte sange. Hvis du er ubeslutsom så kan du lade programmets AutoDJ vælge for dig. Den kan indstilles så den kun vælger numre  indenfor fx en genre, playliste, star-rating eller efter musik, der ligner det foregående nummer i stil med LastFM. Albumplayer kan modificeres på så mange måder, at  mit tastatur lige tabte pusten!

Det var en kort gennemgang af det nye vidunder. Nu er det vist tid til noget middagsmetal!